Servicehund og tilladelse

Servicehunde er særlig målrettede trænede hunde, der agerer som et levende hjælpemiddel til personer med fysiske og/eller psykiske handicap.

Servicehunden er med andre ord at betragte som et hjælpemiddel på samme vis som en kørestol, en blindestok eller en vigtig sundhedsalarm.

Tidligere var det fysisk handicappede beboere (blinde eller svagtseende beboere eller beboere med fysisk funktionsnedsættelse), der havde ret til en servicehund, hvis de var afhængige af en sådan hund – uanset bestemmelserne i afdelingens husorden. Pr. 1. januar 2013 blev denne ret udvidet til også at omfatte beboere med psykiske lidelser, så fysiske og psykiske handicappede er ligestillede med hensyn til retten til at holde servicehund.

Det er et krav, at hunden skal være specielt trænet til at udføre en eller flere nytteopgaver for den handicappede. En hund, der alene har sociale funktioner, er således ikke en servicehund.

Boligorganisation bør bede om dokumentation for beboerens handicap og hundens specialtræning – og herefter foretage en helt konkret vurdering af, om hunden kan anses for at være en egentlig servicehund for den pågældende beboer. Hvis man vurderer, at der er tale om en servicehund, så har beboeren ret til at have hunden i sit lejemål, selvom der gælder et husdyrforbud for de øvrige beboere.

Det blev et Nej til hundehold – igen i 2014

Tirsdag den 9. december 2014 kl. 09:00 blev stemmerne fra urafstemningen om hundehold optalt på ejendomskontoret under ledelse af driftschef Henrik Grønlund og i overværelse af de beboere, der var mødt frem.

Resultatet af optællingen blev:

 

Ja-stemmer: 128
Nej-stemmer: 305
Blanke stemmer: 2
Ugyldige stemmer: 0
I alt afgivne stemmer: 435

 

Resultatet af afstemningen betyder, at det fortsat ikke er tilladt at holde hund i Bispeparken.

Afstemning

Urafstemning vedr. hundehold i Bispeparken 2014

I perioden 10. november 2014 – 8. december 2014 foregår afstemningen om, hvorvidt det skal blive tilladt at holde hund i Bispeparken.

Her kan du læse om, hvorfor vi stemmer, og hvordan du kan stemme. Du har fået stemmesedlerne i din postkasse.

Stemmerne vil blive optalt af driftschef Henrik Grønlund tirsdag den 9. december 2014 kl. 09:00 på ejendomskontoret,  på hjørnet af Møllerlodden og Tomsgårdsvej. Alle beboere er velkomne til at overvære optællingen.

Afstemning


Følgebrev side 1 af 2 (afskrift):

Den 7. november 2014

Urafstemning vedr. hundehold i Bispeparken

På det ordinære afdelingsmøde den 15. september 2014 blev der fremsat skriftligt forslag om:

  • Tilladelse til at holde hund i Bispeparken

På vegne af Bispeparkens afdelingsbestyrelse begærede formanden, at forslaget blev sat til urafstemning blandt alle beboere, idet afdelingsbestyrelsen havde vurderet, at der var tale om en vidtgående og følsom beslutning.

Med 110 stemmer for urafstemning og 30 stemmer for at afgøre det på afdelingsmødet, blev det vedtaget, at forslaget om hundehold skulle sættes til urafstemning.

Hvad stemmer vi om
Vi stemmer om, hvorvidt det skal blive tilladt at holde hund i Bispeparken.
Vedlagt følger fsb’s gældende regler for hundehold, der gælder, såfremt forslaget vedtages.

Praktik omkring urafstemningen
Vedlagt er to vandmærkede nummererede stemmesedler. Disse skal afleveres i stemmeboksen på enten ejendomskontoret eller driftskontoret i dagene 10. november – 8. december 2014. Stemmerne vil blive optalt af driftschef Henrik Grønlund tirsdag den 9. december 2014 kl. 9.00 på ejendomskontoret. Alle beboere er velkomne til at overvære optællingen.

På samme måde som ved afstemning på afdelingsmødet, har hvert lejemål to stemmer, uanset hvor mange der bebor lejemålet.

Med venlig hilsen
Bispeparkens afdelingsbestyrelse


Følgebrev side 2 af 2 (afskrift):

Regelsæt for hundehold

Ved vedtagelse af forslaget om hundehold i Bispeparken, vil følgende regelsæt gælde. Overtrædelser kan straffes, hvis – og kun hvis – det kan bevises, at de er foregået:

  1. Hunden må ikke genere de øvrige beboere eksempelvis ved støj, lugt eller bidsk optræden.
  2. Hunden skal altid holdes i snor, når den færdes på ejendommen uden for boligen.
  3. Uden for boligen skal hunden altid bære halsbånd, som er forsynet med et skilt, der angiver ejerens navn og adresse.
  4. Hunden må ikke luftes på legepladser og må ikke forurene ejendommens fællesarealer såsom trappeopgange, fortove og grønne områder. Hvis hunden forretter sin nødtørft på fællesarealerne, påhviler det hundens ejer at fjerne dens efterladenskaber, ligesom det påhviler hundens ejer at vaske trapper, opgange og gulve efterfølgende.
  5. I tilfælde af berettiget klage over hunden vil hundeejerens tilladelse til at holde hund blive ophævet, hvilket betyder, at hundeejeren skal sørge for, at hunden bliver fjernet fra ejendommen.
  6. Hvis hunden dør, eller hundeejeren skaffer sig af med hunden, skal det meddeles til ejendomskontoret.
  7. I øvrigt skal ejendommens gældende regler for husdyrhold overholdes.

Såfremt ovenstående betingelser ikke bliver overholdt, vil det blive betragtet som misligholdelse af lejeaftalen, hvilket kan medføre, at fsb kan opsige eller ophæve hundeejerens lejemål jf. ‘Lov om leje af almene boliger’ § 90 stk. 1 nr. 7.


Stemmeseddel (afskrift):

Stemmeseddel vedr. hundehold i

Bispeparken

Skal det være tilladt at holde HUND i Bispeparken

Jeg stemmer (sæt X):

[ ] Ja til at holde hund

[ ] Nej til at holde hund

Afleveres i perioden 10. november – 8. december 2014 i åbningstiden på Ejendomskontoret på hjørnet af Møllerlodden og Tomsgårdsvej:
Mandag kl. 15.30-17.00, tirsdag-fredag kl. 8.00-11.00 samt lørdag den 29. november kl. 9.00-11.00.

Eller på Driftskontoret på Frederiksborgvej 118:
Tirsdag kl. 15.30-17.00

Der må kun stå 1 X pr. stemmeseddel. I modsat fald vil stemmesedlen være ugyldig.


Udvikling af en helhedsplan for Bispeparken

På det ekstraordinære afdelingsmøde torsdag den 28. november 2013 blev det besluttet, udvikle en helhedsplan for Bispeparken.

hvor…

Afdelingsmødet giver fsb mandat til, i samarbejde med Bispeparkens Bestyrelse, at udvikle en helhedsplan for afdeling 1-22 Bispeparken.

En helhedsplan giver adgang til økonomisk støtte og billige lån fra Landsbyggefonden.

Hovedoverskrifterne i helhedsplanen kan være:

  • Genopretning af bygningerne f.eks. udskiftning af vandrør, el-ledninger, gulve og vinduer
  • Forbedringer af boligerne, f.eks. modernisering af badeværelser og køkkener
  • Nye døre: f.eks. entredøre og opgangsdøre med elektronisk låsesystem
  • Forskønnelse og forbedringer af udearealer

Hvad er en helhedsplan?

En helhedsplan er en samlet plan for de arbejder, som vi ønsker udført i afdelingen. Det betyder, at den kan indeholde forslag omkring både bygningerne, boligerne, udearealerne og det boligsociale.

Hvorfor en helhedsplan?

Gennem 45 år har vi i Bispeparken betalt mange millioner kroner til Landsbyggefonden. De penge har vi ikke selv kunnet bruge til at renovere Bispeparken. Det er en af grundene til, at vi trænger meget til at renovere nu. For at kunne få adgang til at bruge nogle af de penge, vi har indbetalt, skal der i første omgang udarbejdes en helhedsplan.

Hvornår går arbejdet i gang?

Arbejdet med en helhedsplan kan tage flere år. I første omgang skal afdelingsmødet beslutte, om processen skal sættes i gang. Hvis vi stemmer for det, så indsendes en ansøgning om foreløbig helhedsplan, og vi danner beboergrupper, som får indflydelse på, hvad der skal søges om.

I samarbejde med fsb foreslår Bispeparkens Bestyrelse derefter et samlet forslag til endelig helhedsplan, som forelægges et nyt afdelingsmøde. Hvis afdelingsmødet godkender forslaget, sendes ansøgning til Landsbyggefonden. Derefter forhandles der med Landsbyggefonden og Københavns kommune om, hvad og hvor meget der kan gives tilladelse og tilskud til. På endnu et afdelingsmøde forelægges planen med økonomiske konsekvenser for afdelingsmødet. Først derefter kan byggearbejdet gå i gang.

Hvad koster det?

Det koster ikke noget for os i Bispeparken at sætte udviklingen af helhedsplanen i gang. Udviklingsarbejdet betales af fsb’s dispositionsfond.

Der er ikke nogen risiko ved at sætte helhedsplansprocessen i gang. Vi kan stoppe eller ændre processen ved at stemme nej undervejs, hvis den går i en retning som vi ikke ønsker, f.eks. med huslejestigninger.

Idéer til fornyelse af vaskeriet

Realdania har givet 150.000 kr. til at få udviklet et idéprojekt om at gøre vores vaskeri og udearealet ved vaskeriet til et mere hyggeligt og spændende sted at være, mens vi vasker vores tøj. Vi behøver ikke at bruge alle idéerne, men kan selv vælge, hvad vi vil gennemføre i praksis. Omkring 20 beboere i alle aldre, inkl. bestyrelsesformanden, deltog sammen med arkitekterne i en åben workshop i vaskeriet den 6. oktober 2012 og kom med idéer og forslag til, hvordan vaskeriet bliver mere attraktivt. For at få en sjov og anderledes oversigt over vores tanker, var Patrick Steptoe med og tegnede mange af forslagene. Her kan du se de gode og sjove forslag: Tegning

TegningTegningTegningTegningTegningTegning