Vil du gerne beholde dit fine snedkerkøkken?

I Bispeparken ønsker vi størst mulig valgfrihed for hver enkelt
af os. Om vi vil have et nyt køkken i vores lejlighed eller om vi
vil bevare og forny vores eksisterende køkken i forbindelse
med en eventuelt kommende helhedsplan, skal være op til
den enkelte.

Derfor vil vi i et pilotprojekt undersøge, hvordan man kan
bevare de originale snedkerkøkkener, hvis køkkenerne skal
renoveres som et led i vores eventuelle kommende
helhedsplan.

I pilotprojektet skal 2-3 køkkener renoveres. Formålet er at
teste hvordan de originale snedkerkøkkener bedst tages ned
og renoveres. Samtidig med at væggene bagved køkkenet
istandsættes og fremtidssikres, hvorefter køkkenet bliver
genopsat. Måske kan forrammen endda blive stående under
renoveringen.

Fordelen ved at genbruge snedkerkøkkenerne er, at vi undgår
miljøbelastning fra produktion og transport af nye
elementkøkkener, der ellers skulle afløse snedkerkøkkenerne.
Vi forventer desuden, at snedkerkøkkenerne har en længere
levetid end elementkøkkenerne, der ofte antages at have en
levetid på 15 år.

På nuværende tidspunkt ved vi ikke hvilke køkkener, der skal
være med i projektet. Hvis der er mulighed for at melde sit
eget køkken til projektet, giver vi besked, såfremt det bliver
aktuelt.

Læs hele maj måneds nyhedsbrev her

Aftensmad i Bispeparken juni 2024

Tag din nabo under armen og kom og nyd et fælles aftensmåltid i Bispeparkens Beboerhus torsdag den 20. juni kl. 18.

I juni måned består menuen af: Butter paneer masala med Jeera rice. Til dessert bliver der serveret Mango lassi.

Voksne betaler 15 kr. pr. person, og børn spiser til halv pris. Hvis du har en gæst, du gerne vil invitere med, så spiser de med for 30 kr. pr. person.

Bemærk: Du skal IKKE tilmelde dig på forhånd for at deltage, men kom tidligt, så du er sikker på at få plads. Dørene åbner kl. 17.45.

Aftensmad den 23. maj

Kom  og spis aftensmad med dine naboer i Bispeparkens Beboerhus den torsdag 23. maj klokken 18.

Til denne fællesspisning serveres der til hovedret: Grøn kartoffelsalat, kalvefrikadeller, falafel og grøn salat.

Til dessert serveres der is.

For beboere i Bispeparken koster det 15 kr pr.person at være med. Børn spiser til halv pris.

Gæster betaler 30 kr pr. person for at spise med.

 

Undgå brand

Ved du, hvordan du undgår, at der opstår brand i dit hjem?

Hovedstadens Beredskab har udgivet en række råd, hvis du gerne vil undgå brand. Få rådene i deres folder “Undgå Brand“. Her fortæller de også, hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude, og der opstår brand.

Et af de vigtigste råd som Hovedstadens Beredskab giver, er, at det er vigtigt at installere en røgalarm. En bolig fyldes med røg på 4 – 5 minutter, selv om der er tale om en lille brand. Røgen er det farligste ved en brand, og er livsfarlig.

Rekordstort overskud i 2023

Næsten 4 millioner kr. (3.967.682 kr.) var overskuddet i 2023.

Dette overskud bliver i Bispeparkens økonomi og burde sikre,
at der ikke er brug for at sætte huslejen op til næste år.

Det store overskud kommer især af, at vi kunne få et billigere
lån end forventet til vores rørprojekt, omlægning af et andet
lån, uforudsete renteindtægter på vores store opsparing,
lavere el-forbrug og el-priser, og at vi har sparet på vandet.

Når Bispeparkens Bestyrelse har godkendt regnskabet, kan du
se det på hjemmesiden. Der vil også være en orientering og
mulighed for at få svar på spørgsmål på afdelingsmødet 4. juni.

Læs hele nyhedsbrevet for april her

Aftensmad i Bispeparken den 25. april

Aftensmad i Bispeparken

Kom med til fællesspisning i Bispeparkens Beboerhus.

TID OG STED: 

Torsdag den 25. april 2024 i Bispeparkens Beboerhus klokken 18.

MENU:

Hovedret: Butter paneer masala og Jeera ris

Dessert: Mango lassi med is

For beboere i Bispeparken koster det 15 kr pr.person at være med. Børn spiser til halv pris.

Gæster betaler 30 kr pr. person.

Bispeparkens Nye Genbrugsstationer og de fældede træer

I løbet af de seneste par uger er anlægsarbejdet til Bispeparkens Nye Genbrugsstationer gået i gang. Det forventes at genbrugsstationerne kan tages i brug i starten af oktober.

Som mange nok har bemærket, medfører anlægsarbejdet rydning af krat og træer på nogle af de 6 lokationer.

Du kan se detaljerede kort over dette på Bispeparkens Vaskeri.

På næste bestyrelsesmøde diskuterer bestyrelsen, hvordan det fremadrettet kan sikres, at vi i Bispeparken har opdateret viden om, hvilke træer der eventuelt skal fældes i forbindelse med anlægsprojekter, og hvordan de fældede træer bliver erstattet. I København skal fældede træer erstattes.

Træfældningen var ikke nævnt i forslaget om affaldsløsning (de nye genbrugsstationer), som vi vedtog i 2020 på afdelingsmødet, hvor alle os, der bor i Bispeparken kan deltage og stemme. Bag Tagensvej/Tuborgvej er placeringen desuden blevet ændret siden da.

Brandmyndighederne har desuden stillet nogle andre krav til vores brandveje, og derfor er der også blevet ryddet krat i den forbindelse.

Vi har fået spørgsmål om, der er fuglereder i træerne. Det har landskabsarkitekten oplyst, at der ikke er, og at anlægsgartnerne generelt er opmærksomme på problematikken.

Undervejs i gravearbejdet har man på Rønningsvej fundet gamle sporvognsskinner, som du kan se på billedet nedenfor.

Det andet billede viser et af de genplantede træer.Du kan læse resten af nyhedsbrevet for april 2024 her.